Julekoncert på Kibæk Skole

 

Herning Musikskole trak mange til Julekoncert på Kibæk Skole

 

Herning Musikskole gennemførte tirsdag aften sin traditionelle Julekoncert på Kibæk Skole.

Skolens flotte juletræ og fine juleklip i vinduerne var med til at give nogle fine rammer for de ca. 70 fremmødte ved aftenens koncert.

Programmet for koncerten bestod af mange kendte julemelodier, flot fremført af 15 musikskoleelever og deres to underviserer på guitar, klaver og med sang.

En af eleverne, som skulle spille med på et nummer for sammenspilshold var imidlertid blevet syg, men valgte at komme ganske kort og kæmpede sig flot igennem deres nummer inden, hun vendte hjem til sin seng igen.

Ved sammenspil og ved koncerter generelt spiller alle en vigtig rolle, udtrykte lærerne ved koncerten og var glade for, at så mange trodsede kulden og kom og bakkede op om de unge mennesker og hørte deres mange fine indslag.

Koncerten sluttede af med, at alle fremmødte musikskoleelever stillede sig op foran publikum og på festlig vis og med glade stemmer sammen sang ”We wish You a Merry Christmas”.

 

Tilbage