Ny leder til Herning Musikskole

Herning Musikskole har ansat tidligere souschef, Katrine Høgenhaug Bæk som ny musikskoleleder.

 

Kendt ansigt

Katrine er et kendt ansigt i Hernings musikkulturliv, - det seneste halve år som en del af ledelsesteamet på musikskolen.

Tidligere har Katrine været projektleder i Sangens Hus, hvor hun fx. arbejdede med markante projekter som Kulturspirerne, Reformationsjubilæet og Herning Synger.

Nye måder

”Jeg glæder mig til at videreføre arbejdet med at bringe livsglæde og fællesskab ind i børnenes liv gennem musik og sang”, siger Katrine Høgenhaug Bæk, som blandt andet vil have fokus på at udvikle skolesamarbejdet og nye måder at møde musikken på.

Sangen trak tidligt

Katrine Høgenhaug Bæk fik musik og sang ind næsten med modermælken: Hendes mor var musiklærer, og Katrine startede allerede som 6-årig med klavermusik, men også sangen trak tidligt i hende: Som barn sang hun i mange forskellige kor, også i en årrække i DR-pigekoret. Senere udvidede hun med en kandidatgrad i musikvidenskab fra Københavns Universitet og ledelse i forskellige sammenhænge.

Urtehave

Katrine Høgenhaug Bæk er 43 år og bor i Voel ved Silkeborg med sin mand og tre børn. Familien har en stor urtehave, som lige nu leverer masser af jordbær til både familie og venner. Livsglæde og fællesskab er nemlig også de pejlemærker, som familien forsøger at leve efter i dagligdagen.

 

Tilbage